Jeg sidder her med tårer i øjnene, som stadig er halv frosne fra den bidende kulde... Du siger at du ikke kan klare det mere... jeg får det kun værre med tanken... men den følelse af al en varme forlader kroppen og alt håb der knuses som et glas der rammer jorden... det eneste jeg tør tænke over er: "hvilken smiley beskriver bedst en istap gennem hjertet?" Jeg ville ikke miste dig... ikke igen... jeg håber at jeg ikke gør det... Ellers er alt det jeg har kæmpet for spildt... Jeg ved at jeg kan gå ned på hjørnet og få et gram af dig i pulver form for 100kr.. men tanken om den rigtige dig får mig til at lade være... for inderst inde... ja... så elsker jeg dig... og det ved du... jeg fik nået at ringe til min mor lige inden jeg faldt sammen foran hospitalet... jeg besvimede... jeg kunne ikk klare det mere... 7 minutters stilhed... kun med dig i hovedet... blev bristet, da en mand vækkede mig fra mit korte koma.. han så at jeg faldt omkuld... min mor kom og kørte mig hjem... og nu sidder jeg her med mit hjerte halv knust og optøede tåre på kinderne... og håber at det igen kan blive som det har været...
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar